I forbindelse med forbrugernes indsendelse af produkter til vurdering i Forbrugerrådet Tænk Kemis app ”Kemiluppen” har Forbrugerrådet Tænk Kemi gennemgået ingredienserne i Sebra’s Baby Care produkter for at vurdere, om de indeholder kemiske stoffer, der er mistænkt for f.eks. at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende, miljøbelastende mv.
Soft Oil, Multi-relief Cream, Zinc Cream, Top to Toe Wash, Foamy Shampoo og Pure Lotion er vurderet til ’A - kolbe’ i Kemiluppen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi. Altså den bedste kemibedømmelse, som betyder, at produkterne er uden uønsket kemi!
”Den uvildige vurdering er vigtig for os, selvom vi godt vidste, at vores produkter er uden uønsket kemi. Mange danske forbrugere, både gravide, forældre med børn og familier med særlig sensitiv hud har stor tiltro til Forbrugerrådet Tænk Kemi. Så det er dejligt at være kommet under luppen og på deres liste, så forbrugerne kan søge vores Baby Care produkter ud. Anerkendelsen kommer da også meget belejligt i en tid, hvor vores hud, især vores hænder, trænger til ekstra pleje og beskyttelse - uden uønsket kemi! Og her kan flere af vores produkter være til gavn” siger grundlæggeren hos Sebra Interiør, Mia Dela.
Sebra Baby Care er en plejeserie specielt udviklet til babyer og deres familier og med ikke færre end fire anerkendte certificeringer. Serien er udviklet og produceret i Danmark til forældre, der leder efter mildere og mere rene plejeprodukter, fremstillet af naturlige ingredienser, som samtidig har en lavere miljøpåvirkning.
Ingredienserne i Sebra Interiørs babyplejeprodukter er fremstillet af 98-100% naturlige ingredienser og hvert produkt bærer den veganske blomst fra The Vegan Society, er Ecocert Cosmos Organic certificeret og anbefalet af Asthma Allergy Nordic.
Hertil kommer, at hvert produkt bærer Svanemærket, det officielle miljømærke i Norden, hvis formål er at mindske den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug. Svanemærket tager hele produktets livscyklus i betragtning - til gavn for mennesker, miljø og jordens ressourcer.
”En af grundende til, at vi har valgt at få vores produkter certificeret med Svanemærket, er, at vi gerne vil undgå unødig kemi i vores produkter. Svanemærket stiller nemlig skrappe kemikaliekrav til plejeprodukter – både krav til de kemiske stoffers sundhedsmæssige egenskaber og til deres miljømæssige egenskaber. Forbrugerrådet Tænk Kemi’s test og kemibedømmelsen ’A-kolbe’ er derfor med til at underbygge vores ambitioner med disse produkter” slutter Mia Dela.